Sådan skifter du garntype i din opskrift

 
Hvis du har spørgsmål om skift af garntyper i din opskrift til et af garntyperne her på siden, er du selvfølgeligt altid velkommen til at ringe eller sende en mail. Du kan finde vores kontaktoplysninger her.
 
Hvis du hellere selv vil give dig i kast med beregninger til udskiftning af garntype, kan du finde hjælp i guiden her. Hvis du følger denne guide til udskiftning af garn i strikkeopskrifter, er det ikke svært, at skifte garnet i din opskrift ud med noget andet. Du skal bare være opmærksom på følgende 3 ting:
 
  • Strikkefasthed
  • Fiber- og garntype
  • Løbelængde

 

Strikkefasthed

Det første det er værd at kigge efter, når du bytter garnet i én opskrift ud med noget andet, er pindstørrelsen.

Hvis opskriften f.eks. er strikket på pind 3, så kig efter et garn der har pind 3 anbefalet på banderolen. Den pind som er anbefalet på banderolen, er typisk producentens vurdering, af hvilken pindstørrelse der giver det flotteste resultat.

Herefter skal du kigge i opskriften efter strikkefastheden, altså hvor mange masker der går på 10 x 10 cm. Tjek herefter at det garn du gerne vil strikke med har en anbefalet strikkefasthed så tæt på den der er angivet i opskriften som muligt. Strikkefastheden behøver ikke være nøjagtigt den samme på garnbanderolen og i opskriften, du kan normalt sagtens bruge et garn, der har en anbefalet strikkefasthed på +/- 1 m pr 10 cm. Når du strikker arbejdet (husk selvfølgeligt først at lave en lille strikkeprøve), går du bare en halv pindestørrelse op hvis banderolen indikerer et større antal masker på 10 cm end opskriften, eller ned i pindestørrelse hvis banderolen indikerer et lavere maskeantal pr 10 cm, indtil du rammer den strikkefasthed som står i opskriften.

Hvad nu hvis opskriftens strikkefasthed er angivet i mønsterstrik, eller der strikkes med mere end én tråd?

Her skal du kigge på løbelængden på originalgarnet (måske bliver du nødt til at slå denne op på producentens hjemmeside) og så gå på jagt efter et mere bæredygtigt garn af ca samme type og med ca samme løbelængde. På banderolen er strikkefastheden nemlig typisk angivet i glatstrik. Og så husk altid at lave en strikkeprøve, før du slår op til det endelige projekt. Måske skal du en halv pindestørrelse op eller ned, før du rammer et godt resultat i det nye garn.

Fiber- og garntype

Hvis din opskrift går på uldgarn, er det naturligt at vælge uldgarn. Og det vil være naturligt at vælge bomuldsgarn hvis opskriften er strikket i bomuld.

Der er dog ingen forhindring for, at skifte én fibertype ud med en anden. Du skal bare være opmærksom på, at det færdige resultat afhænger af fibertypen.

Et strikket arbejde i uld vil som oftest have et lettere mere luftigt udtryk end et arbejde strikket i bomuld, og derfor også have et anderledes fald end arbejdet i det tungere bomuldsgarn. Som tommelfingerregel vil plantefibre altid falde tungere end uldfibre, det kan dog afhænge af den måde garnet og fibrene er behandlet på. F.eks. vil garn spundet af genbrugsfibre ofte føles lettere end et garn i nøjagtigt samme fibre men helt nye.

Noget andet det er værd at være opmærksom på er om man vælger et kamgarn eller et kartegarn. Et kamgarn har hvad mange vil kalde en glattere overflade, fordi fibrene ligger i samme retning (Manx Merino Fine er et eksempel på et kamgarn). Derimod har et kartegarn mere "fluf" fordi fibrene får lov at stikke ud fra garnet (Loch Lomond Bio er et kartegarn) og vil få en mere lodden overflade når det er striket op og vasket.

Løbelængde og forbrug

Når du har fundet det garn du gerne vil strikke i, kommer udfordringen: hvor meget skal du så købe? Her skal du kende løbelængden på det garn som er angivet i opskriften (lad os kalde det "Garn A") og det garn som du gerne vil strikke i ("Garn B").

Først tager du løbelængden på Garn A og ganger den med det antal gram du skal bruge i opskriften. Hvis løbelængden f.eks er 160 meter per 50 gram og du skal bruge 350g til opskriften, ved du, at du skal bruge 350 divideret med 50 ganget med 160 = 1120 m garn til projektet.

Herefter finder du løbelængden på det nye garn, Garn B. Hvis den f.eks er 140 meter pr 50 gram, siger du: 1120 divideret med 140 for at finde antal nøgler af 50 gram som du skal købe i det alternative garn. I dette tilfælde 8 nøgler.

I eksemplet her, blev det nøjagtigt 8 nøgler af det nye garn, som skal bruges til opskriften. Men, det er ikke altid du lander på et helt tal, når du regner ud hvor mange nøgler du skal købe af det nye garn. I det tilfælde skal du altid runde op. Og hvis du vil være på den helt sikre side, foreslår jeg at du køber et ekstra nøgle med.