Lad os snakke om Superwash

Offentliggjort af Kirstine Hansen den

 

Hvad er Superwash?

Superwash er en behandling man giver uld, så det bliver lettere at vaske i maskinen uden at krympe eller filte. Der findes en bred vifte af forskellige superwashbehandlinger. Den mest almindelige er Chlorine-Hercosett 125-metoden.

Det menes, at ca. 70% af al uld der er mærket som værende superwashbehandlet, behandles med Chlorine-Hercosett 125-metoden.

Chlorine-Hercosett 125 er blevet en industristandard, fordi den er billig og giver det mest modstandsdygtige uld. Chlorine-Hercosett 125 er formentligt også den mest udbredte standard inden for garn til håndstrik.

Når man superwashbehandler med Chlorine-Hercosett 125-metoden, vaskes uldfibrene først i en klorblanding, som fjerner de yderste skællag på ulden, derefter overtrækkes fibrene med en tynd resin (polyamide-epichlorohydrin polymer også kaldet 'Hercosett 125'), som indkapsler fibrene i et slags resin-hylster.

 

Hvad gør Superwash ved uld?

Superwash gør ulden lettere at vaske i maskinen. Ulden krymper ikke så let og filter heller ikke så nemt, når det er superwashbehandlet.

Men superwash fjerner også nogle af de gode egenskaber ved ulden.

Uld er naturligt temperaturregulerende og til dels selvrensende eller smudsafvisende. De egenskaber mister man ved superwashbehandlingen. Du har måske lagt mærke til, at man godt kan ha kolde fødder, selvom man har hjemmestrikkede strømper på. Det er i høj grad fordi, ulden har mistet evnen til at temperaturregulere.

 

 

 

Er Superwash dårligt for miljøet?

Ja, den traditionelle Chlorine-Hercosett 125 behandling er miljøskadelig. Superwashbehandlingen producerer spildevand, der indeholder det man kalder 'adsorberbare organiske halogenider' ofte forkortet til AOX. Det stammer fra både klorbehandlingen og Hercosett-resinen, hvilket gør den traditionelle superwashbehandling miljøskadelig.

AOX nedbrydes dårligt i miljøet og reagerer i jord og på lossepladser med metaller, hvilket resulterer i stoffer der er ikke-nedbrydelige.

I industrien opsamles AOX fra vandet vha aktivt kul i spildevandsrensningen og bortskaffes som farligt affald.

Chlorine-Hercosett 125-metoden er den mest effektive og billigste superwashbehandling der findes i øjeblikket, men er skadelig for miljøet.

 

Er Superwash usundt for mennesker?

Ja i produktionsfasen er kemikalierne i den traditionelle superwashbehandling  skadelige for mennesker. Men der findes, mig bekendt, ingen studier af det færdige produkt eller hvorvidt traditionel superwashbehandlet uld er skadeligt at have på kroppen eller omgive sig med i hjemmet.

Håndværkere der arbejder med resin (materialet traditionel superwashbehandlet  uld er overtrukket med) bliver påbudt at bruge åndedrætsværn når de f.eks. saver eller sliber i materialet, fordi støvet er skadeligt at indånde. Men hvorvidt det er skadeligt at strikke med superwashbehandlet uld er uvist og mig bekendt ikke undersøgt.

 

Indeholder superwash mikroplast?

Der eksisterer stort set ingen undersøgelser af mikroplast fra superwashbehandlet uld. Men vi ved, at kunststoffer resulterer i mikroplastudledninger og siden superwashbehandlet uld ofte blandes med nylon, for at gøre garnet yderligere slidstærk, vil denne klassiske kombinerede garntype med sikkerhed resultere i udledning af mikroplast.

Mig bekendt eksisterer der kun én undersøgelse hvor man kigger på bionedbrydeligheden af 100% superwashbehandlet uld - altså uld uden iblandet nylon. Undersøgelsen er finansieret af en af uldindustriens største interesseorganisationer (IWTO), der bla tæller medlemmer som udvikler og producerer superwashbehandlet uld samt maskiner til superwashbehandling. Undersøgelsen konkluderer, at man ikke man måle mikroplast fra uld der bliver nedbrudt i vandmiljøer over 20 dage - altså uld som kun er delvist nedbrudt. Der er ikke kigget på andre nedbrydningsformer eller længere tidsperioder.

University of Amsterdam har kigget på bionedbrydeligheden af resin (som er den belægning der bruges ved Chlorine-Hercosett 125). Resin og plastik er ikke helt det samme, så hvorvidt man officielt kan kalde 'mikro-resin' for 'mikro-plastik' er jeg ikke sikker på. Men derfor kan resin godt skabe problemer i naturen alligevel.

De typer af resin der bruges i dag er overvejende baseret på petrokemiske produkter (altså fra fossile brændsler som bores op af jorden - ligesom plastik) og er i vid udstrækning ikke bionedbrydelige.

Resin kan ikke brændes uden af skabe problematisk forurening og resin indeholder en lang række problematiske stoffer i produktionsprocessen. Det gælder formentligt også Hercosett 125, selvom det ikke er specifikt nævnt i undersøgelsen fra Amsterdam Universitet.

Hercosett 125 er ikke klassificeret som et bionedbrydeligt resin i undersøgelsen fra Amsterdam.

 

 

Findes der miljøvenlig Superwash?

Ja der findes miljøvenlige alternativer til traditionel Chlorine-Hercosett 125 superwash-behandling. Ulempen er, at det ofte giver et lidt dyrere garn. Til gengæld bliver garnet ikke kapslet inde i en belægning, der gør det ude af stand til at ånde og temperaturregulere. Og behandlingen gør heller ikke garnet stift, hverken før eller efter vask.

"Ozonation-based shrink-resist treatment", altså en ozonbaseret anti-krympe behandling, falder ind under kategorien af miljøvenlige superwashbehandlinger sammen med enzymbaserede behandlinger og plasmabehandlinger.

De her metoder er imidlertid ikke så effektive til at forhindre krymp som Chlorine-Hercosett 125-metoden.

Enzymbehandling er meget langsom, uforudsigelig og den opnåede krympebestandighed kan ikke sammenlignes med den krympebestandighed, der tilvejebringes ved Chlorine-Hercosett 125-processen.

Plasmabehandlinger er effektive, meget holdbar og slides ikke af i vask. Men produktionsomkostningerne er høje og metoden kan også beskadige fiberen undervejs i processen, så der opstår et svind i den samlede mængde uld. Plasmabehandling kombineres ofte med en bionedbrydelige polymerbelægning efterfølgende.

Alle tre behandlingsformer skal udvikles yderligere, før de kan være en billig og holdbar anti-krympe erstatning for Chlorine-Hercosett 125 i bred udstrækning i hele tekstilindustrien. Til gengæld findes der allerede nu fine garner til håndstrik som har en miljøvenlig og økologisk superwashbehandling.

Garn som er plasmabehandlet er ofte super blødt sammenlignet med andet uldgarn. Eksempler på plasmabehandlet og miljøvenligt superwashbehandlet økologisk garn er f.eks. Cheeky Merino Joy og Big Merino Hug fra Rosy Green Wool.

Hvis du vil være sikker på at du kan maskinvaske dit garn uden problemer, så gå efter garn, der er plasma eller enzym behandlet i stedet for Chlorine-Hercosett 125 behandlet.

 

 

Alternativ til Superwashbehandlet strømpegarn

Fordelen ved traditionel Chlorine-Hercosett 125 superwashbehandlet strømpegarn er, at det er slidstærkt (styrken kommer dog ofte fra nylonen ikke fra superwashbehandlingen) og at det kan maskinvaskes.

Men for mig at se er det også de eneste fordele. Ulemperne ved superwash i form af miljøbelastning, sundhedsfare og elimineringen af uldens gode egenskaber får mig til at fravælge traditionel superwash.

Hvis du strikker strømper i 100% uld kan du forstærke strømpen vha følgende metoder, i stedet for nylon og superwash:

- Vælg et fastspundet uldgarn af en fiber det er naturligt stærk. Et godt valg kunne være det økologiske uldgarn Snowdonia Sock fra walisiske Garthenor. Garnet er fast spundet af Romney og Hebridean uld.

- Vælg et garn der indeholder både bomuld og uld. Du kan fx bruge Bio Balance fra BC Garn. Bomulden er med til at give en øget slidstyrke.

- Strikker du i 100% uld, kan du strikke en kraftig bomulds- eller hørsytråd med som følgetråd.

- Strik din strømpe ekstra tæt. Et tæt maskebillede er med til at forstærke strømpen. Tak til Charlotte Kaae for tippet.

 

Vil du vide mere om superwash?

Så foreslår jeg du kigger på disse kilder (engelske):

'A review of the sustainable methods in imparting shrink resistance to wool fabrics'. Authors: Hassan & Carr, Journal of Advanced Research, Vol 18, July 2019

'Eco-Friendly and Highly Efficient Enzyme-Based Wool Shrinkproofing Finishing by Multiple Padding Techniques, Wang et.al. MDPI Polymers, Vol 10, Issue 11, Oktober 2018

'Biodegradable and 100% renewable non-toxic plastic resins from biomass', University of Amsterdam, 21 January 2011

'Fashion's dirty microplastics secret', Rachel Cernansky for Vogue Business, 30 January 2020

'Microfibre Pollution and the Marine Biodegradation of Wool', AGresearch for IWTO

Wikipedia om AOX


Del



← Ældre indlæg


Efterlad en kommentar

Bemærk, at kommentarer først offentliggøres når de er godkendt af moderator